Ny bil

”Ny” bil til små penge

Er dit kørselsbehov begrænset og ønsker du ikke at sætte dig i gæld ”til op over skorstenen”, er det alligevel muligt at komme ud at køre både godt og billigt.

Nogle bilforhandlere og værksteder har specialiseret sig i at importere lidt ældre kvalitetsbiler fra Sydtyskland og Schweiz. Ofte drejer det sig om VW Golf, Volvo og Audi, og når vi ser dem i synshallen er det bare at konstatere, at de ofte er total rustfri – selv på de kritiske steder, hvor mange danske biler for længst er rustet op.

Vil du spendere 25.-30.000,00 kr. får du f.eks. en VW Golf II, som har kørt 90-120.000 km., som er som ny indvendig og udvendig og ofte med en ejer og fuld servicebog. En Golf II er en velkørende og rummelig bil med godt varmeapparat og gode sæder og selv en 1,3 l følger fint med i dagens trafik, ellers er der en 1,6 l med 5 gear og merprisen er yderst beskeden.

Eller hvad med en Volvo 245 eller 745 med masser af plads. Billig i benzin er den ikke, men er kørselsbehovet ikke stort, så er det bomstærke biler, der nærmest kan holde evigt.

Nuvel, disse biler mangler det sikkerhedsudstyr, vi kender fra nye biler, men Volvo er pioner på sikkerhedsområdet og VW og Audi har også altid været langt fremme, så med sikkerhedsselen på plads, så er det stadig sikre biler at opholde sig i.

Så er du til en ”ny” brugt bil til små penge, så er det bare at gå på jagt. Tag eventuelt en mekanikerven med og vær sikker på, at sælger ser bremserne efter, eventuelt skifter tandrem og tjekker gummibøsninger i undervogn og kølerslanger. Mekanikken er simpel og slidstærk, så service klarer din lokale mekaniker nemt og billigt.

Når du så har fundet din ”nye” bil går den første tur hen til rustbeskyttelsescentret for en god og grundig behandling – så har du god og billig transport i lang tid fremover.